Returgaranti
Disse vilkår for returgaranti (“Returgarantien”) tilbydes af TinyMobileRobots ApS (“TinyMobileRobots”) til de kunder, der opfylder betingelserne nedenfor, og som køber en robot direkte hos TinyMobileRobots.
1. Omfattede kunder
Returgarantien gælder alene for direkte erhvervskunder, herunder klubber, foreninger, institutioner og øvrige B2B-kunder, som:
a. afgiver ordre direkte hos TinyMobileRobots, og
b. får robotten installeret af en tekniker fra TinyMobileRobots.
Returgarantien gælder ikke for distributører, forhandlere, videresalgskunder eller kunder, der har købt robotten gennem tredjemand.
2. Returgarantiens indhold
En kunde, der er omfattet af Returgarantien, kan returnere den købte robot uden omkostninger for kunden, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:
a. Kunden skal skriftligt anmode om returnering senest 60 dage efter installationsdatoen.
b. Ved “installationsdatoen” forstås den dato, hvor en medarbejder eller tekniker fra TinyMobileRobots foretager den første opsætning af robotten på kundens lokation.
c. Robotten skal returneres i rengjort, vedligeholdt og ubeskadiget stand.
d. Robotten må alene udvise sædvanlig slitage som følge af almindelig og korrekt brug i overensstemmelse med brugervejledning, instruktioner og øvrig dokumentation fra TinyMobileRobots.
3. Returneringsprocedure
Kunden skal sende skriftlig anmodning om returnering til order@tinymobilerobots.com inden udløbet af fristen nævnt i pkt. 2.
TinyMobileRobots sørger for og afholder rimelige omkostninger til returtransport og nødvendig logistik.
Kunden skal sikre, at robotten er klar til afhentning på det aftalte tidspunkt, og at robotten er rengjort, forsvarligt emballeret og i en stand, der muliggør sikker transport.
4. Inspektion og tilbagebetaling
Efter modtagelse af robotten foretager TinyMobileRobots en inspektion med henblik på at vurdere, om betingelserne for Returgarantien er opfyldt.
Hvis robotten efter TinyMobileRobots’ vurdering er væsentligt beskadiget, misligholdt, mangelfuldt vedligeholdt eller anvendt i strid med brugervejledning, instruktioner eller øvrig dokumentation, er TinyMobileRobots berettiget til at foretage et rimeligt og forholdsmæssigt fradrag i det beløb, der tilbagebetales.
TinyMobileRobots skal kunne dokumentere grundlaget for et eventuelt fradrag.
Tilbagebetaling, helt eller delvist, sker senest 14 dage efter, at returneringen er godkendt af TinyMobileRobots.
5. Øvrige vilkår
Returgarantien begrænser ikke kundens rettigheder i henhold til ufravigelig lovgivning.
TinyMobileRobots forbeholder sig retten til at ændre eller ophøre med at tilbyde Returgarantien for fremtidige køb. Ændringer påvirker ikke allerede indgåede aftaler, hvor Returgarantien udtrykkeligt er en del af aftalegrundlaget.
Returgarantien er underlagt dansk ret.


